Dunhammer - vild mad fra søbredden

Græsset står højt på de gamle golfbaner. Det blafrer i vinden som en bølgende bølge af grønne og gyldne nuancer. Nogle strå er fine og stjerneformede, andre tunge og fulde af modne aks, der får det til at krible i fingrene efter at høste og male. Jeg kender dem ikke alle, men lægger mærke til deres forskellighed og skønhed.

Det får mig til at tænke tilbage på en sommerdag i Sct. Hans Have, hvor jeg så Sidsel Bondes værk Markens Ånder – en række flettede værker bundet af forskellige typer græs, inspireret af gamle traditioner. De hang mod den røde ladevæg og lignede noget midt imellem høstpynt og beskyttelse mod det uvisse. Jeg kunne mærke lysten til at lære teknikkerne, til selv at flette med strå, og bruge det, der vokser omkring mig. En dag vil jeg lære det.

Men i dag gik turen mod Kongedamssøen. Jeg havde læst om dunhammere og deres spiselige dele – både hankolbernes pollen og de hvide, saftige stokke. Det ville jeg prøve. Kolberne var der ikke endnu. Til gengæld stod sidste års dunhammere stadig ranke, selvom deres kolber var forvandlet til uldne vatkugler – perfekte til optænding. Dem skal jeg også have høstet. Drengene synes det er sjovt at øve båltænding hjemme i haven. Jeg hev et par planter op med rod og bar dem hjem.

En bid af dunhammerens stok

I køkkenet skar jeg de nederste dele af stænglen af, rensede dem og skrællede lagene forsigtigt af, til jeg stod med den hvide kerne i hånden. Sprød, saftig, mild – lidt som agurk, men mere diskret i smagen. En diskret, vild fornøjelse. Næste gang vil jeg tage flere med og servere dem for familien – måske i en salat, måske bare rå med lidt salt og citron.

Det er sådan noget, jeg elsker ved at bo her. Naturen omkring Kongedamshuset er et skatkammer af råvarer og muligheder. Jeg skal bare ud og kigge – og være nysgerrig.