En strand fuld af skatte

Solen stod højt, men vinden rev i håret, da vi trådte ud på sandet ved Ishøj Strandpark. Min veninde og jeg havde aftalt at drikke kaffe og snakke, og jeg var samtidig nysgerrig: var det tid til de første strandurter? Nogle steder kommer de tidligt – men det er ikke alle strande, der er lige gavmilde.

Vi gik forbi strandcaféen og fulgte kysten, mens vi snakkede og nød udsigten. Hun roste stranden – pæn og ren, som hun sagde. Ingen lugt af rådden tang, intet skidt i strandkanten. Og ja, det er jo det, mange ønsker sig. Men jeg har på det seneste fået et andet blik. En tangfri strand betyder ofte, at den er blevet renset med maskiner. For os menneskers skyld. Men med tangen forsvinder også livet – smådyr, fuglemad, urter. Det blev startskuddet på en snak om, hvordan vores indgreb i naturen sjældent er neutrale.

Vi gik videre, og lidt længere nede af stranden ændrede landskabet sig. Her, hvor færre mennesker færdes, fik tangen lov at blive liggende. Og der – midt i det tørre tang – voksede et virvar af grønne, spiselige skatte. Først opdagede vi de små juletræsformede strandarver. De stod i flok, men mange var sprunget i blomst, og så bliver de bitre. Så kom strandmælden – min yndling – med sin milde smag af saltet spinat.

Jeg havde egentlig besluttet ikke at gå i sankemode, men det var svært at lade være. Vi kiggede og duftede og smagte. Og vi så, at hybenroserne stod i fuldt flor – både de gængse og enkelte klitroser. Hylden var også på nippet til at springe ud.

En perle af mangfoldighed

Lidt oppe i klitterne stod strandkarse og strandfladbælg. Strandkarsen er én af dem, der virkelig overrasker – bare ét lille blad og du mærker det straks i næsen: som wasabi, en skarphed der bider sig fast. Vi fandt også strandsennep, kødfuld og skulpturel, og en lille håndfuld spydmælder gemt blandt marehalmen.

Ishøj Strandpark viste sig at være et sandt sankemekka – overraskende mangfoldig og frodig. Ærgerligt jeg bor så langt fra havet.

På vej tilbage mødte vi to søstre med et tæppe fuld af nyplukkede hybenroser. De skulle sylte og lave eddike. Den ene var næsten flov over at have taget så mange, men det var der ingen grund til. Langs kysten står de lige nu i overflod.

Vi delte en lille snak om hyld og sankning. Det er altid særligt at møde nogen, der også ser det smukke og brugbare i det vilde.

Naturens paradokser

Hybenroserne er en fast bestanddel af den danske sommer, og mange af os forbinder dem med strandture og barndomsminder. Men faktisk er de ikke hjemmehørende i Danmark. De er indført som kystsikring, men er invasive og fortrænger blandt andet de sarte, oprindelige klitroser. I nogle områder, hvor naturen har høj bevaringsværdi bekæmpes de ved klipning, afbrænding og opgravning.

Alligevel er det svært ikke at holde af dem – og det rejser et af de spørgsmål, jeg ofte støder på i mødet med naturen: hvor går grænsen mellem at pleje og at lade stå til? Hvad betyder det egentlig at passe på naturen?

Måske findes der ikke ét rigtigt svar.