Gul Fløjlsfod

Svampejagt i januar

En kold januardag tog jeg på tur med min ældste søn Kasper. Vi ville finde gul fløjlsfod – en vintersvamp, der elsker dødt løvtræ med våde fødder, særligt elletræer i mosede partier. Så vi satte kursen mod Tennisskoven ved Ølstykke og fulgte små stier gennem det sumpede landskab i håbet om at spotte de gyldne hatte.

Men mosen skuffede. Vi fandt kun et par spredte svampe – og begyndte at indstille os på at tage tomhændede hjem.

På vej tilbage valgte vi en ny rute, langs en stille landevej. Og dér, på en gammel død stub i grøftekanten, stod de pludselig i flok: smukke, orangebrune fløjlsfødder i forskellige stadier, der havde fundet sig til rette i det gamle træ. Et uventet fund – og en fin påmindelse om, at naturen tit overrasker, når man mindst venter det.

I køkkenet

Gul fløjlsfod har en mild, lidt nøddeagtig smag og en fast konsistens, der holder sig flot i varme retter. Jeg bruger den gerne i supper, wokretter eller i en omelet – renset og ristet hurtigt af.

Man skal dog være lidt nænsom: skyl forsigtigt uden at lægge dem i blød, og fjern den seje nederste del af stokken, som ikke er rar at tygge i.

Kendetegn og forveksling

Fløjlsfod er en af de få velsmagende spisesvampe, man kan finde om vinteren – ofte helt ned til frysepunktet. Den vokser i klynger på dødt løvtræ – især el, pil og poppel.

Du kender den på:

• Den orange til gulbrune hat, som ofte er lidt slimet i vådt vejr
• Den mørkebrune, fløjlsagtige stok
• Vækstform i klynger på dødt træ
• Tilstedeværelse i de kolde måneder

⚠️ Den kan forveksles med giftige svampe som honningsvamp og svovlhat. Vær opmærksom på stokken, årstiden og voksested – og spis aldrig en svamp, du ikke er helt sikker på.