Et bed ad gangen – om at anlægge min første køkkenhave med no-dig-metoden

En drøm i jordhøjde

Jeg drømmer om fire store bede. En lille spiselig oase midt i haven, hvor jeg kan hente ærter, salat og rødbeder til aftensmaden og lade hænderne møde jorden dagligt.

Men man må jo begynde et sted. Og det første bed er anlagt – rustikt, skævt og smukt, som jeg ønskede det.

Status: Første bed er i jorden

Jeg har valgt at anlægge min køkkenhave efter no-dig-principperne – altså uden at grave og forstyrre jordens liv unødigt.

Jeg lagde pap direkte på græsset, brugte flyttekasser og IKEA-papkasser som barriere mod ukrudt, og fyldte ovenpå med købt plantejord.

Langs kanterne har jeg lagt skæve træstykker fundet i skovbunden. De passer til husets egen sjæl og gør haven til min.

Dækbark i gangarealerne skal holde ukrudtet nede – og hele udtrykket føles allerede hjemligt og levende.

Hvorfor no-dig?

Jeg vil dyrke grøntsager på naturens præmisser. No-dig bevarer:

• Jordens naturlige lag
• De usynlige svampenetværk (mykorrhiza)
• Mikrolivet – regnorme, bakterier, mikroorganismer

Jeg håber det giver færre forstyrrelser, mindre ukrudt og sundere planter i længden.

Erfaringer og fejl (og lidt overmod)

Min vindueskarm har været fyldt med forspirede planter: markærter, rødbeder, salater – og… 10 squash og over 10 butternutplanter.

Det viste sig hurtigt at være lidt ambitiøst. Én squashplante kan dække en kvadratmeter – og nu kæmper de om pladsen.

Jeg har også lært, at mit jordlag burde have været tykkere. De større planter møder nu en papbarriere, der endnu ikke er formuldet.

Men: jeg er en erfaring rigere. Næste bed får en mere generøs top.

Fremtidsblik: små skridt og grønne håb

Bed nummer ét er mit testbed. En læringsplads. Forhåbentlig også en spisekasse fuld af glæder om nogle uger.

Jeg udvider i mit eget tempo – med respekt for mine kræfter og for jordens rytme. Og jeg nyder, at det her eksperiment vokser sammen med mig.