Der er steder, man ikke bare bor – men lander i. Som en fugl, der endelig har fundet sin gren. For mig er det her sted sådan et sted. Et gammelt bindingsværkshus midt i skoven. Omgivet af høje trækroner og fuglesang. Med mos på taget og historie i væggene.

Kongedamshuset hedder det. Det ligger dér, hvor de tidligere Skjoldenæsholm golfbaner langsomt forvandles til vild natur igen – og hvor man kan høre vinden rasle i bøgen og se skovsneppen tage sin aftenrunde over husets tag. Hver morgen vågner jeg til fuglekvidder, og hver aften falder jeg i søvn til sangdroslens sidste strofe.

Huset selv rummer sin egen historie. På gamle kort fremgår det som traktørsted – et sted hvor rejsende kunne få et måltid og lidt at hvile sig ved. I den store stue vidner et væld af lampeudtag om, at her formentlig har stået mange små borde. Den anden halvdel og overetagen har fungeret som privat bolig, og hele huset emmer stadig af gæstfrihed og levet liv.

Lige udenfor døren går Valdemarsvejen – eller resterne af den – en gammel kongevej brolagt med brosten og historie. Den blev brugt af Kong Valdemar i middelalderen, når han red mellem slottene. Vejen var forbeholdt kongen, og bønderne måtte ikke betræde den. I dag går den som en næsten usynlig streg gennem skoven, dækket af blade og tid. Men historien er her stadig, hvis man mærker efter.

Omkring huset vokser hindbær, brombær, vilde æbler og urter i vejkanterne. Jeg sanker langs grusvejen, mens rådyrene trækker forbi i skumringen, og musvågen svæver over marken. Det her sted er som skabt til sansning og fordybelse.

Jeg lejer huset – men jeg bor i en drøm.