Rødmende fluesvamp - skønhed med skæl og ry

Det var som en forvandling i slowmotion, da jeg første gang fandt den. En knold, som netop havde skubbet sig op gennem skovbunden, dækket af jord og løv. Den lignede mest af alt en kartoffel på ben – tyk, bastant og ubestemmelig. Jeg var stadig ny i svampeverdenen – drevet af kådhed, nysgerrighed og nok også lidt for ivrig. Så jeg greb straks efter den, vendte og drejede den med store forventninger – men anede ikke, hvad jeg stod med. Undersiden var lukket, og lamellerne skjult bag en hinde, som jeg ikke vidste, var et slør.

Først senere – med hjælp fra svampefora og mere erfarne øjne – forstod jeg, hvad jeg havde fundet. Det var rødmen i musegnav og trykmærker, der afslørede den. Rødmende fluesvamp. Amanita rubescens. En skønhed med skæl. Og en gåde – for hvordan kunne noget, der så så giftigt ud, være en spisesvamp?

Ærefrygt og appetit

Der er noget næsten teatralsk over fluesvampene. Deres hvide slør og skæl, deres stolte holdning, deres farver – fra blodrød til snebleg. De virker som svampenes adelsfolk. Giftige, ja, men også dragende. Og midt i selskabet står den rødmende. Den, der snyder – og forfører.

For selvom rødmende fluesvamp regnes som en god spisesvamp i store dele af Europa, så kræver den en vis respekt. Den skal varmebehandles grundigt, og den skal kendes med sikkerhed – for dens nære slægtning, panter-fluesvampen (Amanita pantherina), er dødeligt giftig og ligner ganske meget, især i ung form.

Jeg har endnu ikke smagt den. Men i år har jeg besluttet mig: næste gang jeg finder en med al sin skønhed og tydelige rødmende kød – så får den en plads på stegepanden.

I køkkenet

Rødmende fluesvamp skal varmebehandles i mindst 15–20 minutter ved høj varme. Den spises ikke rå. Når den tilberedes korrekt, beskrives smagen som mild og nøddeagtig, og den kan bruges i retter som svampesupper, stuvninger eller stegt på panden med løg og urter. Den afgiver ikke meget væske og har en fast konsistens, som gør den velegnet til stegning.

Det siges, at især de yngre eksemplarer er mest velsmagende – men det er også her, forvekslingsfaren med giftige fluesvampe er størst. Derfor: kun til de sikre og erfarne.

Kendetegn

Den rødmende fluesvamp har mange udtryk – fra lys beige til brunlig hat, dækket af fine, grålige skæl. Den kan være svær at kende som ung, men der er særligt tre træk, du skal kigge efter:

• Rødmen ved tryk og skader – både på stok, lameller og hat
• Hvidt slør, ofte som ring på stokken, og hvide skæl på hatten
• Fast stok med knold og rødme ved roden, især hvis mus har gnavet eller du ridser i den

Den vokser i både løv- og nåleskov, gerne på mager jord, og ofte i grupper.

Forveksling

Panter-fluesvampen er den farligste forveksling. Den har ingen rødmen og en skarp afgrænset ring. Den har oftest rent hvide lameller og stok, og kartoffellugt mangler. Hatten er ofte mørkere brun og har tydeligere, kridhvide skæl.

Pas også på unge knopper, hvor kendetegnene endnu ikke er fuldt udviklede.