Tre strandurter du skal kende

Der er noget særligt ved at gå langs stranden med øjnene lavt og lungerne fulde af havluft. Mange sætter kursen mod tang og bær, men mine favoritter gror der, hvor sand møder sten, og vinden har vænnet planterne til at stritte imod verden. Her vokser tre af mine yndlingsurter – seje, salte og oversete.

Strandmælde

Min yndlings yndlings. Jeg tror, jeg forelskede mig i den første gang, jeg smagte dens tykke, saftige blade – som små sukkulenter med en salt, grøn smag, der minder om noget mellem spinat og hav. Det er ikke en plante, man finder i grøntafdelingen. Men den overgår det meste af det du finder der.

Den ligner måske ikke noget særligt ved første øjekast. Lav, blågrøn, lidt mat i overfladen. Men når man først har lært den at kende, ser man den overalt – og glædes over dens måde at overleve på. I den brændende sol. I sand. I salt. Og alligevel – eller måske netop derfor – smager den af livskraft.

Jeg bruger den rå i salater, lynstegt med citron og olie, eller som grøn topping på en omelet.

Strandasters

Mens strandmælden er jordbundet og robust, er strandasters det florlette indslag i strandengen. Når den blomstrer står dens lilla blomster som små sole på stilke.

Bladene er tykke og spiselige, og blomsterne – de er spiselige også, men jeg plukker dem sjældent. De hører til på planten. Det er som om strandasters vil sige: "Her blomstrer vi – midt i blæsten."

Smagen er mild, lidt salt, lidt grøn. Mest bruger jeg bladene som pynt, eller hakker dem i urteblandinger med strandmælde og strandkarse. En strandbuket til smagsløgene.

Strandvejbred

Og så er der strandvejbred – den slanke og salte slægtning til lancetvejbred. Den vokser i tuer, lav og stædig, og sender sine frøstande til vejrs som små mikrofonskafte i vinden.

De unge blade er seje og gode at tygge på – lidt som naturens tyggegummi. Nogle siger, man skal blanchere dem, men jeg elsker at tage dem rå, hvis de er små og friske.

Strandvejbred kan bruges i pesto, i supper eller bare som en lille saltet snack på turen. Den er ikke en plante, man bliver mæt af – men måske lidt mere nærværende af.