Vejbred

Der er noget særligt ved vejbred. Den er ikke yndefuld som skovmærke eller vild som brændenælde, men den har en styrke og stædighed, jeg beundrer.

Vejbred er overleveren. Den vokser hvor ingen andre vil – midt på trampede skovstier, i grus, mellem hjulspor og ved siden af barndommens cykelstativ. Og den giver ikke op. Selv når den er blevet kørt over, trampet på og svedet af solen, står den der stadig.

Men netop fordi den er så sejlivet, er det også en kunst at finde pæne, friske eksemplarer. Ofte er bladene støvede, seje eller delvist ædt af insekter. Men indimellem er man heldig – som den dag jeg fandt en overset skovsti lige efter regn, hvor fugten hang i luften og græsset var højt. Der stod vejbred i skyggen – saftspændte, blanke og fuldstændigt uberørte. Det er dem, du ser på billedet her.

Tre slags vejbred, du kan sanke

Der findes mange arter, men tre går igen i det danske landskab – og de er alle spiselige og brugbare:

Glat vejbred

Kendetegn: Store, ovale blade med tydelige nerver. Det er den mest almindelige – og den, du ofte træder på.

Smag og brug: Mild og lidt sej i de ældre blade, men god stuvede eller letdampede. Spæde blade kan spises rå.

Lancetvejbred

Kendetegn: Smal og lang, som små grønne sværd. Vokser i tørre enge, græsplæner og skovkanter.

Smag og brug: Kraftigere og lidt bitter. Velegnet i pesto eller finthakket i urtesalt, når bladene er helt unge.

Strandvejbred

Kendetegn: En lille strandperle med lave, kødfyldte blade – næsten sukkulentagtige.

Smag og brug: Salt og frisk i smagen – perfekt som strandgrøntsag til fisk eller salater.

Vejbred som lægeplante

Vejbred har været brugt i urtemedicin i århundreder – og med god grund:

Sådan sanker jeg vejbred

Jeg går efter de steder, hvor folk sjældent færdes: skyggefulde skovstier, grøftekantens indre – og altid gerne lige efter regn.

Bladene er bedst i forår og forsommer, men du kan finde gode eksemplarer langt hen i sæsonen, især hvor jorden er fugtig og skyggefuld.